Historisk om kirken
Snoldelev Kirkes forhistorie
Snoldelev Kirkes historie rækker meget langt tilbage i tiden. Hvor langt kan der kun gisnes om, men det er meget sandsynligt, at kristendommen for længst har været sået og er spiret blandt indbyggerne i Snoldelev og omegn (som det har været tilfældet på landsplan), da Harald Blåtand (940 - 985) i 966 af Poppo blev omvendt til kristendommen for derpå at gøre danerne kristne.
Danerne har på mange måder og igennem flere hundrede år, før Harald Blåtand døbes, hørt om eller stødt på kristendommen og kristne personligheder.
Fra trækirke til romansk kirkebygning med gotiske ændringer og tilføjelser
Der eksisterer spor af, at der har eksisteret mellem tre og fire trækirker i Snoldelev. Der er således ingen, der er i tvivl om, at Snoldelev Kirkes historie rækker meget langt tilbage i tiden. De lærde forsker i bjælker og jordlag og kan fortælle, at der i Snoldelev nok har været op til fire trækirker, før den romanske kridt- og frådstenskirke blev bygget i 1000-tallet.
Ingen af disse trækirker er brændt, men en trækirkes levetid har under en blomstrende kristendom været kort. Dels er kirkerne hurtigt blevet for små til at rumme en aktiv menighed (det antages, at de allerførste små trækirker hovedsageligt har været brugt som gravkapeller), dels har man i Danmark ikke haft samme gode byggeteknik som i f.eks. Norge.
Hvorom alting er, så findes der under og i den nuværende Snoldelev Kirke tydelige spor af en meget tidlig kristendom, så det er ikke usandsynligt, at en af disse mange trækirker er blevet bygget i Snoldelev i missionsperioden (760 - 966).
Under udgravninger af Snoldelev kirke i oktober 1953 fandt man spor af mindst to gamle trækirker. Fra den ældste af disse trækirker (Snoldelev I) stammer en række aftryk fra jordgravede stavplanker i kirkens nordside, i vest afsluttet med et stort nedgravningshul, der antageligt har rummet en hjørnestolpe. Disse spor må tydes som (nord)væg i et lille, rektangulært kapel. (Se under HISTORIE, hvor det bl.a. nævnes, at mange af de første danske trækirker netop har været små kapeller.)
Fra den yngste af disse trækirker (Snoldelev II) stammer to parallelle rækker af store stolpehuller, som må stamme fra tagbærende suler (søjler). Fundforholdene taler for, at ydervæggene på denne trækirke har stået, hvor stenskibets mure senere blev rejst. Under en lem i gulvet i kirkens nordside kan man i dag iagttage et af disse sulehuller.
Stavplanker
Over den nu blændede kvinde-/norddør findes inde i kirken to fuldt bevarede og sammenføjede stavplanker. Disse har fungeret som dør i den yngste af trækirkerne.
Fra februar 1998 og et år frem blev plankerne nøje undersøgt af Nationalmuseets eksperter, der kunne fortælle om maling og tjærerester på plankerne samt efter talrige boreprøver tidsbestemme dem til omkring år 1080. Dermed mener man nu, at der i Snoldelev har eksisteret op til fire trækirker før stenkirken.
Snoldelevs kridt- og frådstenskirke
Snoldelevs smukke og efter landsbyforholdene store kirke ligger på en bakke, der før kristendommens indførelse antageligt har været brugt af vikingerne som kultsted til gudehov og begravelser. Kirkebakken hæver sig 47,5 meter over Køge Bugt, mens kirketårnet rager 21,20 meter højere op.
Den ældste del af den nuværende fråd- og kridtstenskirke menes at stamme fra omkring 1080 - 1100. På dette tidspunkt satte biskop Sven Norbagge[6] kirkebyggeri i gang i Roskilde og omegn.
Snoldelev Kirke nævnes ikke blandt de kendte kirker som f.eks. Vor Frue i Roskilde, hvis byggeri blev sat i gang af Sven Norbagge. Men på kirkens ydre sydvæg findes en udsmykning, der er karakteristisk for roskildeegnens frådstenskirker (dog som regel kun på koret), bestående af tre blændingsfelter, der hver afsluttes af fem rundbuer.
Snoldelev Kirkes udsmykning adskiller sig dog fra de flestes ved at være opdelt i lisener (mellemrum), hvis mål til gengæld er usædvanlige, men hvis lige kendes fra det oprindelige kor på Ny Vor Frue i Roskilde. Så lad os antage, at Bisp Sven Norbagge også har sat byggeriet af Snoldelev Kirke i gang inden han døde i 1088.
Romansk stenkirke
Den oprindelige stenkirke var et romansk langhus, bygget i kridt- og frådsten, samt enkelte kampesten. Hvor lang kirken har været, kan man se med det blotte øje ved at betragte kirkens sydmur. Hvor frise og blændingsfelter ender mod øst, kan man, hvis man ser godt efter, ane det sted i muren, hvor den gotiske østforlængelse i munkesten begynder.
Midt i kirkens tre blændingsfelter mod syd samt i kirkens nordvæg har der været tre højtsiddende, rundbuede vinduer. Man kan i nordmuren ane, hvor de tre oprindelige, men nu blændede, vinduer har siddet, og hvordan de har set ud.
Kirken har været mørk og lille. Loftet i kirken har oprindeligt været et fladt bjælkeloft, og der har ikke været stolestader, da menigheden har stået op under gudstjenesten. Til gengæld har der allerede i den oprindelige stenkirke været udført kalkmalerier, som menigheden kunne betragte og lære af under den gudstjeneste, som foregik på latin.
Ændringer og tilføjelser i gotisk stil
Mellem år 1300 og 1500 ændrede kirken i pagt med tiden udseende og fik et gotisk udtryk. Mens det romanske kor endnu stod, er det flade bjælkeloft blevet skiftet ud med hvælvinger, der hviler på fire delvist ødelagte mandshoveder. Omkring midten af 1400-tallet er våbenhuset blevet tilføjet mod syd og kirkens tårn opført mod vest. Endelig er kirken blevet forlænget mod øst omkring 1525, dels af materialer fra det romanske kor, dels af munkesten. I denne periode er kirkens små, højtsiddende romanske og rundbuede vinduer i sydsiden blevet erstattet af store spidsbuede vinduer.
På billederne ses dels den tilmurede nord-/kvindedør, dels det tilmurede romanske vindue og dels det gotiske vindue, der skulle stamme fra moderne tid (hvad så end det betyder).
De hellige kar - kalk, disk, oblatæske og hjemmeberettelsessæt
Kalken er fra 1598. Den har en sekssidet fod samt et sekskantet skaft. Knoppen med rudebosser, og endeligt er der et bæger. Under foden står med graverede versaler: "1598 Snoldeløf Kirckes Kalck" og "XLIX Lod".
Disken er også fra 1598 og har indgraveret et cirkelkors på oversiden. På undersiden er der graverede versaler pålydende "Hanc patinam cum calice inaurato fabre fieri fecit patronus huius ecclesiæ Snoldeløf m. Paullus Petreius anno I. C. MDXCIIX huius loci pastore d8omi)n(o) Severino Erico Assenio templi tutoribus Oluf Mortensen oc Sven Tygesøn." ("Denne disk og kalk af forgyldt arbejde lod Snoldelev Kirkes patron, mag. Poul Pedersen, udføre i Kristi år 1598, da hr. Søren Eriksen Assens var sognepræst og O. M. og S. T. kirkeværger.")
Oblatæske er fra o. 1729. Den er oval med profilbælter på det hvælvede låg. "K.C. Leegaard" er indgraveret på undersiden.
Sygekalk (hjemmeberettelsessæt) er fra 1641 og 11,5 cm. høj. På oversiden af den sekstungede fod er graveret et cirkelkors samt en versalindskrift i to bånd: "possesio ecclesiarum Swandelowensis (!) et Tunensis pastor Arnoldus Conradi Malenstedi anno 1641." ("S. og Tune Kirkers ejendom sognepræst Arnold Konradsen Malensted i Året 1641.")
Kilde: Danmarks Kirker, bind 2
Kirkens tre messehageler
Snoldelev Kirke har tre messehageler: En rød, en grøn og en violet. Den røde messehagel er nævnt i en synsforretning i året 1688. Efter i en årrække at have været ude af brug, blev den omkring 2015 restaureret og bruges nu ifm. 2. juledag, pinsedag og 2. pinsedag. Den grønne messehagel benyttes i den største del af året under altergangen. Den nyeste af slagsen er en violet messehagel, kreeret af Lotte Dalgaard og Helle Hviid-Nielsen.
Skærtorsdag aften 2005 blev den nye violette messehagel taget i brug i Snoldelev Kirke. Messehagelen er tegnet og vævet af to kunstnere, Lotte Dalgaard og Helle Hviid-Nielsen, der var en del af det trekløver, der stod for udfærdigelsen af Snoldelev Kirkes altertæppe (indviet skærtorsdag 1996).
Violet er fastens og bodens farve; en blanding af blå, som er troens og vandets farve, og rød, som er kærlighedens og blodets farve.
Vand og blod er kerneelementer i den kristne gudstjeneste, der kommer til udtryk i kirkens to sakramenter, nemlig i dåbsvandet og i nadverens vin. De to sakramenter, der er konstituerende for den kristne kirke.
Den violette messehagel anvendes i forberedelsestiden til jul og påske - advent og fastetiden. I disse perioder skal sindet stemmes og forberedes på at tage imod Jesus i julen og fejre hans opstandelse i påsken.
På såvel for- som bagside af messehagelen er der en gennemgående, lodret lysende stribe. Den peger på budskabet om, at nok er der et mørke, der truer os, men der er lys forude i julens og påskens evangelium selv i de mørkeste perioder af livet. Det knugende mørke er i messehagelen symboliseret ved små mørke felter spredt ud over den violette flade.
Ser man nøjere efter, vil man se, at den lysende stribe er i rødlige farver (kærlighedens, blodets, morgensolens/ildens farve).
På bagsiden af den violette messehagel bevæger en guldbelagt Jakobsstige på 15 trin sig op ad (eller nedad) den lysende stribe. Som livet snor sig, snor Jakobsstigen sig. Livets vandring er sjældent den lige vej, men en vej, der er fuld af krumspring og svinkeærinder.
På forsiden repræsenterer fire lige brede og rektangulære guldbånd hver en af de fire evangelister eller evangelier.
Om messehagelen skrev kunstnerne selv omkring deres oplæg:
Vi har tegnet en violet messehagel, hvor farverne er afstemt efter alterets, altertavlens og kortæppets farver. Vores ide har fra starten været at få lyset til at stråle i mørket i form af en lys stribe i to rødlige farver på den violette mørkere flade. Selve udsmykningen på ryggen er Jakobsstigens 15 trin indvævet i guld henover en lysende stribe. Forsiden er forenklet og har på det lysende bånd fire guldstriber, en for hver af de fire evangelister.
Stoffet væves i uld og silke – spredt over fladen er der indvævet små blålige silkekvadrater.
Kilde: Lotte Dalgaard og Helle Hviid-Nielsen, nov. 2004
Fra Peter Schindler: Liturgi. En håndbog:
Messehagel: (casula, lille hus, planeta) er navnet på den liturgiske overklædning. Den var oprindelig et klokkeformet gevandt, der dækkede hele personen (som et lille hus). Forskellige tider, stilarter og smagsretninger skar bort af den – i længden, for armene, i halsen – så den romanske, gotiske og renæssance-messehagelen opstod.
Af nu brugte former findes den gotiske, som er blød og vid, hænger langt ned og er folderig, på siderne går den til albue eller midt på underarmen. På ryggen har den et Y-kors. Snoldelev Kirkes to messehageler er, som de fleste messehageler til brug i danske kirker, i gotisk facon. Den romerske er kortere, og hullet til hovedet er meget forlænget ned ad brystet til et helt åbent felt. På siderne når den kun til skulderen og er helt åben – egentlig er den kun et skjold på ryg og bryst. (Et sådant, meget gammelt eksemplar findes ved Snoldelev Kirke. Det er rødt og benyttes ikke, grundet alder.)
I barok- og rokokotidsperioderne snittede man ydermere skjoldene ud i facon som en cello og forsynede dem med barokke og profane broderier, så de blev stive som et bræt.
Messehagelen symboliserer ”Kristi milde åg” (Matt. 11, 29) og tillige bryllupsklædningen (Matt. 22, 11).
Alterdugene
Den 8. december 1960 står der skrevet i Snoldelev Menighedsråds protokol: "Menighedsrådet har med tak modtaget en alterdug, som fru Leonore Nielsen, Missionshuset. har broderet og foræret Snoldelev Kirke. Dugen lægges på alterbordet til jul."
Tyve år senere begyndte fru Elly Elm, Elmegårdsvænget 6 at pusle med tanken om at sy en ny alterdug. Elly Elm kendte og tog derfor kontakt til Leonore Nielsen samt den tidligere præstefrue i Snoldelev, fru Lilly Kristiansen, der havde overværet indvielsen af Leonores dug. Sammen henvendte disse tre kvinder sig på menighedsrådets vegne til forretningen Kirkelig Kunst i København. Her fandt man, hvad man søgte, nemlig råd og vejledning, men mere til. Man fandt i forretningens arkiver oven i købet det originale mønster for Leonores dug, og motivet til den nye alterdug var givet.
Elly Elm gik i gang med det store håndarbejde, og ved gudstjenesten i Snoldelev Kirke, den 30. juni 1985, kunne man derfor indvi og tage den nye alterdug i brug. Elly Elm har således og på smukkeste vis videreført en gammel tradition i Snoldelev Kirke, idet de duge, der har prydet Snoldelev Kirkes alter sikkert alle er syet af en kvinde fra sognet.
I kirkebladet nr. 4 i 1985 skrev sognepræst, Karen Elise Nabe-Nielsen, følgende:
"En tråd er taget op af det, der var,
er blevet syet ind i det, der er,
for at række frem mod det, der kommer."
19. november 2006 blev endnu en alterdug med samme motiv som de foregående taget i brug. Den er ligeledes klippet og syet af fru Elly Elm, som i en årrække boede i Sverige, hvor hun døde i 2019.
Begge duge benyttes stadigvæk i Snoldelev Kirke.
Motivet for alterdugen, der dækker Snoldelev Kirkes alterbord, er en række hjulkors, der holdes sammen af en række små tunger. (Disse tunger mangler på Leonore Nielsens dug, men findes på det originale mønster.) Ser man sig omkring i Snoldelev Kirke, vil man hurtigt opdage, at netop hjulkorset er at finde op til flere steder som indvielseskors på kirkens vægge.
Symboler og tegn i den kristne kunst
Der synes at være en sammenhæng mellem det urgamle, hedenske solsymbol og det kristne kors. Oprindeligt afbilledede vore forfædre solen som den rullende skive, de så ”fare” hen over himlen, først uden, siden med fire eger/ben. Solsymbolet findes således på nordiskerunestene. (Snoldelevstenen har tydeligt indtegnet et solsymbol.) Da Norden blev kristnet, overtog man uden videre dette gamle solsymbol og gjorde det til Kristi sejrskors. Det græske kors ( hvor de fire korsarme er lige lange) menes oven i købet at kunne være udviklet af hjulkorset. Hjulet er fjernet, og de fire eger er blevet til et kors.
Ved indvielse af en kirke tegnede biskoppen med vievand eller olie 12 hjulkors (indvielseskors) på kirkens vægge, svarende til de 12 disciple/apostle. Disse kors blev siden bemalede, og ofte placerede man en lysestage i korsets midte. Ovenover eller ved siden af indvielseskorset maledes ofte en apostel. Ifølge en gammel tradition blev der desuden tidligere indridset fem sådanne indvielseskors i alterbordet - et i midten og et i hvert hjørne af alterbordet som symbol på Kristi fem sår.
Kilde: Frithiof Dahlby: Symboler og tegn i den kristne kunst & De heliga tecknens hemlighet. Symboler og attribut.
Kortæppet
Kortæppet i Snoldelev Kirke, der blev indviet Skærtorsdag 1996, er vævet af Helle Hvid Nielsen, Lotte Dalgård og Bertha Forchhammer. Levende blade er drysset på tæppets himmelblå bund, som reflekser og spejlinger af kalkmaleriets træsymbol.
Skulle der stå et salmevers, der dækker alterpartiets forkyndelse, kunne det tænkes at være Grundtvigs ord om træet:
Livets træ ved flodens rand
Vokser op i troens land,
så gudsfolket mad og drikke
midt i ørken savner ikke
mættes ved vor Herres bord.
DDS. 298 v. 3
Kalkmalerierne
Kirkens nordvæg
På kirkens nordvendte væg findes sparsomme rester af et romansk kalkmaleri. Det eneste, man kan se i dag, er venstre fod på to mænd. Den ene bærer en knælang kjortel og er iklædt en brun sko, den anden, der synes barfodet, bærer en lang hvid kjortel.
Kalkmaleriet blev ødelagt, da man fjernede den romanske kirkes flade loft og erstattede det med hvælvinger i 1300-tallet.
Foruden det romanske kalkmaleri findes der på nord- og sydsiden indvielses-/hjulkors i grå og røde farver.
Kirkens østvæg
På kirkens østvendte korvæg findes et stort og sammenhængende kalkmaleri fra o. 1560. Grunden til, at man kan bestemme alderen på kalkmaleriet så præcist, er, at billedet er en efterligning af titelbladet i Chr. den 3´s danske Bibel, der udkom i 1550. Titelbladet er igen en efterligning, nemlig af Luthers maler Lucas Chranach's billede fra 1530, kaldet: Syndefald og Forløsning.
Læser man kalkmaleriet fra venstre side, dvs. fra kirkens nordre side, vil man kunne se døden i form af et skelet skubbe til et menneskebarn, så det havner i (skærs)ildens luer. Ovenover står Adam og Eva ved foden af kundskabens træ, hvor slangen snor sig (i fryd) over at have lykkedes med fristelsen til at spise den frugt, som var forbudt at spise af. Adam og Eva har klædt sig i figenbladets robe.
Derpå ses Moses stå sammen med sin broder, Aron. I hænderne bærer han stentavlerne med lovens ti bud. Det er med andre ord Loven, Syndefaldet og Døden, der tegnes levende for den, der holder sig til billedets venstre halvdel.
Kalkmaleriets akse er et træ, der er brunt og vissent på den side, der vender mod nord, mens det er grønt og levende på den side, der vender mod syd.
Ved foden af træet sidder en fortvivlet mand og knuger hænder. Ved hans side mod syd står en mand, der opfordrende og trøstende peger over mod billedets sydside. På sydsiden findes Forløsningen og Nåden skildret i Jesu død og opstandelse. Sejren over djævelen og døden er vundet en gang for alle af Kristus. Han er stået op af sin grav, formet som en kiste, og bruger nu korset som sit våben i kampen mod djævelens kræfter. En kamp, der kan gengives i Grundtvigs ord: "Guds fingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade."
Kalkmaleriet på Snoldelev Kirkes korvæg
Sammenligner man Snoldelev kirkes Kalkmaleri med Lucas Chranachs billede og Titelbladet på Chr. den 3´s danske Bibel, vil man kunne se forskelle og ligheder, der tyder på, at kalkmaleriets mester som forlæg har haft begge billeder.
På Titelbladet er Døden til venstre i billedet skildret i form af et skelet, der ligger på en kiste. På kalkmaleriet derimod, er Døden skildret i form af et skelet, der puffer et menneskebarn i (skærs- eller dommens-) ild. Denne skildring af Døden finder sin lige i Lucas Chranach's billede, hvor Døden i form af et skelet og Djævelen i form af en dragefigur i samarbejde og med en lanse stikker og presser et menneskebarn ind i nogle blodrøde luer.
Der er ikke tvivl om, at kalkmaleriets mester her har valgt at kopiere Lucas Chranach, mens Titelbladets ophavsmand har valgt et mindre dramatisk billede på Døden.
Billedet af den regerende djævel (drage) og død (skelet) til venstre i Lucas Chranachs billede svarer til billedet i højre side af den overvundne djævel (drage) og død(skelet). Den korsfæstede Jesus har på billedets højre side besejret dem begge, lammet står på resterne af det, der en gang var en trussel mod menneskebarnet med sejrsfanen som sejrherre, og den opstandne og himmelfarne Kristus lyser sin velsignelse svævende mellem himmel og jord.
På kalkmaleriet i Snoldelev Kirke har vi samme tanke udfoldet, idet den opstandne Kristus på maleriets sydside med korset som våben stikker den død og djævel ihjel, som på maleriets nordside selv brugte en lanse som våben mod menneskebarnet. Kristus har gjort dødens lanse, korset, til sit eget livgivende våben.
Men hvor mesteren af kalkmaleriet i Snoldelev Kirke valgte at følge Lucas Chranach i hans skildring af døden og djævelen (skelet og drage), vælger han at følge Titelbladet, når han skal skildre Jesu død og opstandelse. Dels står den korsfæstede Jesus begge steder, og i modsætning til Lucas Chranach, oven over den opstandne Kristus, dels skildres opstandelsens øjeblik og konsekvensen af denne begge steder, og i modsætning til Lucas Chranach, dramatisk, ved at vise hvordan Kristus på vej op af kisten ( graven) bruger sin sejrsfane/kors til at stikke døden ihjel. Hos Lucas Chranach er dette drama et overstået kapitel. Opstandelsen er blevet til himmelfart, og den velsignende Kristus rækker det nye liv til den velsignede.
En lille detalje. På Lucas Chranachs billede er det ikke brugen af korset som lanse eller våben, der modsvarer dødens og djævelens lanse, men derimod en søjle, ”lanse” af blod der står fra den korsfæstedes bryst og som vælder hen over den mand, der opfordrende peger på evangeliets side, for at ramme det fortvivlede, søgende menneske i hjertet. Blodsøjlen/lansen er et billede på nadveren, og Livet rækkes altså til den søgende på billedet såvel som den søgende menighed både i form af nadverens sakramente og i form af den himmelfarnes velsignelse. Denne detalje findes hverken på Titelbladet eller på kalkmaleriet i Snoldelev Kirke.
Adam og Eva er skildret ens på de tre billeder, men ser man nærmere på billedet af Moses, vil man kunne se forskelle, der igen tyder på, at mesteren for kalkmaleriet i Snoldelev Kirke snarere har haft Lucas Chranach som forlæg for sin skildring af Loven, end han har haft Titelbladet.
Hos Lucas Chranach står Moses i en gruppe med tre mænd. Han står vendt mod det truede menneskebarn med stentavlerne i den ene hånd, mens han peger på den hebræiske skrift med den anden. I Snoldelev Kirke er Moses afbilledet, ligeledes med stentavlerne i hænderne, og med sin broder Aron ved sin side. På Titelbladet, derimod, er hverken Aron eller de to andre mænd afbilledet. I stedet skildres Moses, der får overleveret stentavlerne med de ti bud af Gud Herren.
Lighederne mellem de tre billeder er større end forskellighederne. Der er ikke tvivl om, hvorvidt det er det samme billede, der skildres af henholdsvis Lucas Chranach, Titelbladet og Kalkmaleriet i Snoldelev Kirke. Nemlig billedet af Synden, Loven og Døden på den visne grens side og billedet af Nåden, Evangeliet og Livet på den anden, den grønne grens side.
Billedet har været og er en sjælesørgerisk prædiken. Den har lydt og lyder til hver en betragter som en opfordring til at holde sig til evangeliets side, således som den fortvivlede mand ved foden af træet opfordres til det af den pegende sjælesørger.