Vielse i det fri eller derhjemme

Vielse uden for kirkens rum

Drømmer I om at blive viet på et sted, som betyder noget særligt for jer? Eller vil I gerne vies i jeres have eller hjem?

En forsøgsordning i folkekirken gør det muligt for brudepar at blive kirkeligt viet uden for kirkens rum, når særlige betingelser er opfyldt. Det er sognet hvor hændelsen sker der skal registrere vielsen, og evt navneændring og udlevere attest (opslag via adressen for vielse i det fri på www.sogn.dk).

Hvis I som brudepar har en særlig tilknytning til et sted og jeres præst kan godkende det, kan vielsen foregå uden for kirken.

Samme ritual som i kirken

Selvom brylluppet foregår i det fri eller måske hjemme hos jer selv, så anvendes det samme vielsesritual som ved et bryllup i kirken. Det vil altså være en højtidelighed med salmer, bibellæsninger, velsignelsen og tale til brudeparret.

Præsten velsigner brudeparret. Det er en del af ritualet ved en kirkelig vielse, også selvom den foregår uden for kirkerummet.

Gammel tradition

Det er faktisk ikke første gang, at danske par kan blive kirkeligt viet uden for kirken. I 1500- og 1600-tallet var det nemlig almindeligt, at præsten viede brudeparrene i deres hjem.

Kontakt jeres præst, hvis I gerne vil vies hjemme eller på et sted, som I har en særlig tilknytning til.

Vielse i det fri