Snoldelev Præstegårdshave

 

Snoldelev Præstegårdshave og skovområdet er åbent for vandreture, og labyrinten kan bruges til en meditativ vandring. Læs en kort introduktion på skiltet ved labyrinten.

 

Det er tilladt at gøre et stille og kortere ophold i haven, og det er tilladt at medbringe hund, men den skal altid holdes i snor for at sikre hensyn til både naturen og andre gæster. Husk venligst at fjerne hundens efterladenskaber for at holde haven ren og indbydende for alle. 

 

Adgangen til og fra haven er tilladt fra indgangen ved konfirmandstuen og fra indgangen via kirkegården. Øvrige indgange til haven er private.

 

 

Labyrinten og skovstien i Snoldelev Præstegårdshave

 

Snoldelev Menighedsråd stod i 2020 i den situation, at der ikke længere skulle bo en præst i præstegården i sognet. Til præstegården hører der en stor have, ja, nærmest en park. Noget af haven rummer også et lille skovområde. Hvordan skulle sognet nu anvende haven, når den ikke længere hørte til en præstebolig?

 

Inspirationen kom, da der var Himmelske Dage i Roskilde i 2022, hvor Kirkefondet havde bedt Line Marschner om at etablere en midlertidig labyrint og give inspiration til brug i kirkelige sammenhænge. Line Marschner er kunsthistoriker og ph.d. i teologi med kirkearkitektur som forskningsområde. Hun gav inspiration til at anlægge en labyrint i Snoldelev Præstegårdshave og etablere et stisystem i den lille skov. Både skovstien og labyrinten lægger op til, at sanser og krop kan komme i spil på en helt anden måde end i et kirkerum.

 

Labyrinten og skovstien i Snoldelev Præstegårdshave blev anlagt i 2023 og indviet ved sommerfesten i juni 2023.

 

I labyrinten kan man ikke fare vild, der er én vej ind til centrum, og man går samme vej ud. Fra starten kan man ikke gennemskue den snoede vej derind. Man kan tage en eksistentiel udfordring med sig, noget man ønsker at give slip på - det er helt frit for den enkelte deltager. Det er også muligt at tage et enkelt pilgrimsord med sig.

 

Alle er velkomne til at bruge labyrinten til en stille, meditativ vandring. Det kan man fint gøre på egen hånd.

 

Ligeledes er alle velkomne til at gå en stille vandring ad skovstien. Der er 5 standere undervejs med bønner, salmer eller refleksioner til inspiration på vandringen.

 

Labyrintvandring – hvordan gør man?

At vandre i en labyrint handler om at bevæge kroppen, lade tankerne falde til ro og åbne hjertet. Der er ingen rigtig eller forkert måde at bruge labyrinten på. Man kan ikke fare vild: Vejen ind er også vejen ud.

 

En god opskrift:

 

1.      Stil dig ved indgangen og brug et øjeblik på at indstille dig på den ydre og indre rejse, du skal ud på.

 

2.      Gå evt. tre gange rundt om labyrinten – i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

 

3.      Gå langsomt ind til centrum. Gør et kortere eller længere ophold i stilheden. Lad din oplevelse folde sig ud, som den gør – overgiv dig til                               processen.

 

4.      Bevæg dig mod udgangen igen, når du er klar. Tak for den inspiration, der måtte være kommet til dig. Afslut rejsen.

 

Vandring i stilhed

 

Du kan vælge at vandre i stilhed og være lyttende. Hvis tankerne summer, så fokuser på åndedrættet. Mærk hvordan luften strømmer ud og ind af brystet. Vend opmærksomheden på dine fødders bevægelser og kontakten med jorden.

 

Tag et ord at gå på

 

Gå med et ord eller tema, der er aktuelt for dig.

Bliv inspireret af et af de 7 refleksionskort med bønner, salmer eller pilgrimsord fra Kirkefondet, som der findes ved labyrinten (kommer i løbet af august 2026).

 

Remember – Release – Receive – Return

 

Remember – Husk – før du går ind i labyrinten.

Brug tid på at være taknemmelig. Tænk på mennesker i dit liv. Hvis der er noget særligt, der bekymrer dig, så prøv at formulere et forsonende spørgsmål, hvis det er muligt.

 

Release – Giv slip – gå ind i labyrinten.

På vej ind i labyrinten forsøger du at slippe tankemylder og bekymringer. Åben dit hjerte for de følelser, der er. Vær opmærksom på dit åndedræt – tag dybe vejrtrækninger. Gå i dit eget tempo.

 

Receive – Modtag – stå eller sid i centrum af labyrinten.

Dette er stedet for refleksion. Tag en pause og bliv her så længe, du vil. Vær modtagelig for, hvad Gud måtte sige til dig – lyt til den indre stemme i dig.

 

Return – Gå tilbage ud af labyrinten.

Når du er klar, gå da den samme vej tilbage. Tænk på, om du oplever en større grad af afklaring, indsigt, fred og ro.

 

Hver labyrintvandring vil være forskellig. Måske oplever, føler du ikke noget, måske får du en stærk reaktion. Denne beskrivelse er kun en vejledning – du vælger selv hvilken form, der tiltaler dig.

 

 

Labyrinter historisk og andre steder i Danmark

 

Vil du vide mere om labyrinter i kirker historisk eller i andre kirker i Danmark i dag, så kan du se mere i Kirkefondets tidsskrift i linket nedenfor:

"Kirken i dag" nr. 4, December 2021, side 10-14: